fredag den 18. maj 2012

Pip...

Tiden flyver afsted og livet leves.

Idag er solen og foråret her endelig. Foråret har været koldt og vådt. Forår, sol og sommer kom nu - vi trænger!

Jeg er helt og aldeles alene hjemme idag. Efter mange år med små børn, mindre børn og bare børn i al almindelighed, så sker det nu oftere og oftere at jeg har tid alene. Et udtryk for, at tiden går og børnene nu er så store, at de er klar til at begive sig ud i verden uden forældre. Det er helt fint, de er klar og jeg er efterhånden også ved at være klar.

Tid alene giver mulighed for at (gen)optage gamle hobbyer og lade nye komme til. Samtidig giver det tid til, at få styr på hængepartier og med god samvittighed lave overspringshandlinger.

Idag er der tid til det hele. Jeg har arbejdet et par timer, sorteret vasketøj, plukket blomster ind til vaserne, nydt kaffen ude i solen med en god bog på ipad´en, tænkt tanker og bare lade stå til.

Planen er at resten af dagen skal bruges i samme tempo og med samme gøremål. Planen er at der ikke er nogen plan.

Må din fredag være præcis som du ønsker!




søndag den 25. marts 2012

Den manglende time...

Overgangen til sommertid snuppede 1 hel time i nat. I øjeblikket mangler mit døgn i forvejen timer, så lige nu virker det lidt urimeligt, at der bare blev taget 1 time. Jeg håber, at jeg i aften vil sætte pris på ordningen?

Livet er travl lige nu. Endnu en eksamens opgave er ved, at være færdig og skal imorgen sendes til sensor. Jeg kender efterhånden rumlen, men forundres hver gang over hvor meget energi og tid det tager! 

Udenfor mit vindue leves livet og foråret spirer frem. Jeg ser frem til, at jeg igen kan blive en del af det hele. 

Her er et par hurtige billeder af den forgangne uge og et ønske om en dejlig søndag til dig og dine. 

Stranden på en solskinsdag

Foråret indendøre

Yngste har endelig fundet sin pony!

lørdag den 17. marts 2012

Jeg gjorde det...

Yes, jeg fik fundet løbetøjet frem og kom afsted. Første dag i løbeprogrammet C5K er overstået i nogenlunde stil. Jo jeg kan godt mærke, at jeg ikke har løbet siden august 2011. Årsagen til, at jeg stoppede med at løbe var en betændt achillesene. Nu har det fået tid til, at komme sig og jeg har lovet mig selv at følge løbeprogrammet og starte langsomt op så betændelsen ikke vender tilbage. Formen idag fortæller mig, at der er lang vej og det er helt fint at tage det langsomt. Følelsen er fantastisk og kroppen skal nok komme sig inden jeg på mandag igen finder løbetøjet frem!

fredag den 16. marts 2012

I morgen...

Starter dag 1 i min nye løbekalender. Foråret er kommet og løbetøjet skal igen luftes. Efter en alt for lang pause bliver det endnu et begynderrprogram der skal følges. Målet er 10 kilometer på 1 time, men det ligger meget langt ude i fremtiden. Erfaringen har lært mig, at der skal startes langsomt op og løbeprogrammet (5K) skal følges så jeg undgår skader. Så første delmål er 5 kilometer på 30 minutter om 8 uger. Sæt igang...

tirsdag den 13. marts 2012

En ny dag...

Tirsdagen er sprit ny og har allerede budt på et mindre drama. Nu lige en lille (bort)forklaring. I aftes havde ældste et voldsomt anfald af mavekramper. Det er noget hun har haft et par gange i sit liv. Det opstår akut og uden forvarsel og varer 1 times tid. Vagtlægen nåede ikke frem før det var overstået og blev aflyst igen. Sådan er det at bo på landet... Efter anfaldet var vi alle lidt matte og fandt hurtigt vores senge, så mange af aftenens rutiner spang vi over. Bl.a. at lukke hønsene ind. Og her til morgen er der så tydelige tegn på, at ræven har været på besøg i hønsegården. Hvide fjer i et fint spor mod skoven - og tællingen i hønsegården viser at vi mangler 2 høns. For pokker da hvor er det ærgerligt! Må resten af tirsdagen blive solrig!

mandag den 12. marts 2012

3 positive...

Det er ikke meget der kommer på bloggen i disse dage. Tanker er der ellers nok af, men fokus er lidt spredt. Så lidt fokus på det positive tak! - solen skinner - mandagen har været produktiv og et par deadlines er overholdt og krydset af som i udført - lyset er tilbage og jeg når at nyde det hjemme både morgen og aften

søndag den 4. marts 2012

Jagen på den perfekte pony...

Herhjemme banker vores yngstes hjerte for heste og ponyer og hun bruger rigtig meget tid i stalden. Nu er tiden så kommet til, at hun skal have sin egen pony. Egentlig har den tid været her i nogen måneder nu, men det er ikke lykkedes os, at finde den perfekte pony til hende. 

Vi har ledt på nettet og set på samtlige annoncer og beskrivelser af ponyer i DK. Vi har talt i telefon og mailet med mange pony ejere der gerne vil sælge deres pony til os. Og vi har også været ude, så yngste kunne prøveride en del af disse ponyer. Men endnu har ingen "klikket" perfekt med hende. 

Som forældre er det vældig sårbart, at køre rundt med afkommet og lade hende prøve den ene pony efter den anden. Vi ankommer til stalden, ser ponyen, hun strigler den og sadler op og sætter sig derefter i sadlen på en næsten ukendt pony. Vi har selvfølgelig spurgt grundigt ind til temperament, unoder og alt det andet både i telefonen og her ved det første møde. 
Alligevel er vi meget afhængige af pony ejerens ærlighed! Og i fredags gik det galt for os. Hun skullle prøveride endnu en pony og jeg syntes vi havde været meget grundige i undersøgelsesfasen og vi havde sprurgt ind til om der var nogle unoder og fejl i ponyen! 

Hun red rundt og det gik rigtig fint. Hun havde faktisk en fornemmelse af, at dette var en mulig pony for hende. Men som lyn fra en klar himmel eksploderede kræet og satte af med alle 4 hove og et gevaldigt bukkespring - og flot fløj yngste gennem luften og landede i gruset på ryggen. Alt luften blev slået ud af hende i faldet og der gik lige lidt tid inden hun igen fik fyldt lungerne og kunne sige, at hun var okay. Hun havde slået sin balle og nederste del af ryggen, men hun var okay. 

Datteren til ejeren var også tilstede og mens hendes far løb efter den forsvundne hest sagde hun, "ja det gør han altsår nogen gange det der". Og så er det fandme jeg bliver gal. Hvorfor kunne han ikke havde fortalt, at det var en pony der i den grad lavede bukkespring, ikke for sjov men for at kaste sin rytter af? 

Ikke om jeg forstå hvorfor han havde fortiet den information! Som om vi ikke ville finde ud af det på et eller andet tidspunkt? Og heldigvis slog yngste sig kun lidt i faldet, men det kunne jo være gået rigtig galt! 

Nårh, i mistede fuldstændig tilliden. Ikke til ponyen, men til ejeren og derfor leder vi fortsat efter en pony til yngste. 

Hun har idag været til ridning og har fået undervisning. Hun er okay, lidt forslået og ballen er fortsat øm, men humøret og lysten til, at ride er intakt! Så lad os håbe, at vores søgen snart giver gevinst? 


onsdag den 29. februar 2012

Pust...

Som med et pennestrøg forsvandt der lige endnu en uge. Tiden farer afsted og ja jeg farer vel med det bedste jeg har lært.

Idag er anderledes. Solen, tiden og foråret er her. Der dufter af forår uden for, lydene signalere forår og solen bare stråler.

Formiddagskaffen er blevet nydt på bænken på veranden med selskab af hundene.

Hvor har jeg savnet solen...

mandag den 20. februar 2012

Mandag...

Så kom mandagen og dermed hverdagen igen og det er jo egentligt ikke så slemt. Især ikke når den som idag har været brugt hjemme. Hvalpene har rundet 8 uger og idag har 3 af dem forladt kurven og er rejst til deres nye familier. Den sidste lille pusling skal rejse til Norge på torsdag.

Sådan en hverdag hjemme kan gøre underværker og jeg har nået en hel masse. Så jeg er nu klar til, at hverdagen for alvor sætter ind imorgen.

Må du få en dejlig mandag aften!


søndag den 19. februar 2012

Søndagstanker om hverdagen...

Ferien har været god ingen tvivl om det. Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at den faldt på rette tid. Tiden inden ferien havde været travl, for travl. Og det var med en sprinters glæde, at jeg nåede over målstregen og kunne begynde ferien.

Nu er den godt brugt og lige om lidt starter hverdagen igen. Jeg kan mærke det i min mave og det burde vel være et godt tegn. Men jeg er ikke sikker. Hverdagen er den god for mig eller er jeg god for hverdagen?

Af uransagelige årsager har jeg en tendens til, at fylde alt for meget ind i min hverdag. Så den ender med, at blive travl og noget der bare skal overståes, så det kan blive weekend eller endnu bedre ferie. Sådan er det vist bare med mig og hverdagen?

Jeg ville gerne det var anderledes, men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg gør! Hvis der er nogen der kan lære mig, at skabe balance i min hverdag så træd frem! Jeg øver mig og jeg syntes selv jeg er god i nogle perioder, men i andre går det galt.

Tiden, det må være den der mangler, jo tak send mere tid!

Eller ambitionerne er de for store og urealistiske? Nej, for en der lever efter citatet; Hvis bedre er muligt er godt ikke godt nok! Da kan det ikke være tilfældet...

Måske er det fordi jeg prioriterer forkert eller slet ikke prioriterer?

Måske er det fordi jeg er mor, kvinde, kone, søster, datter, veninde, hundeejer, udviklingskonsulent, host mor, motionist,  studerende, læser, strikker og Mac´bruger...

Måske er det bare fordi der er for lidt ferie i min hverdag?



lørdag den 18. februar 2012

Lørdag...

Jeg har absolut intet på hjertet idag. Ferien har gjort sit og tempoet er kommet helt ned hvor selv en snegl kan følge med. Det er godt.

Køkkenet summer af brasiliansk hurtig snak. Måske en anelse for højt for sådan en lørdag morgen? Ihvertfald er alle danskere her på matriklen lusket af og har taget ophold i andre rum. Vi nyder stilheden...


fredag den 17. februar 2012

Fredag...

Solen er tilbage, sneen er væk og det er fredag. Dagen er fuld af køre, hente bringe aftaler. Men jeg ved, at der også bliver plads til at synke ned i sofaen med strikketøj, kaffe og yngste. Det bliver en god dag!